Boucherouite tæppe: Marokkos farverige kludetæppe

Et boucherouite tæppe kan indeholde bomuld, uld, nylon og polyester i samme stykke. Strimlerne har forskellig tykkelse og længde, og derfor er overfladen levende og ujævn: nogle steder tæt og kort, andre steder lang og løs. Farverne er dem, stoffet tilfældigvis havde: pink, turkis, gul, orange, sort og hvid side om side.

Mønstrene bygger på de samme ruder, zigzaglinjer og striber som i berbertæpperne af uld, men de er tegnet endnu friere. Mange tæpper skifter karakter på halvvejen, fordi et bestemt stof slap op, og væversken fortsatte med det, hun havde.

Boucherouite er blevet populært, og det betyder, at meget af det, der sælges under navnet, er lavet for nylig. Begge dele findes, og begge dele er i orden, så længe beskrivelsen siger, hvad det er. Et ældre tæppe har patina efter årtiers brug i et hjem og den variation, som fyrre år gammelt stof giver. Et nyere tæppe er friskere i farverne og lettere at finde i en bestemt størrelse, men mangler patinaen.

Tænk på tæppet som et billede. I et lyst, enkelt rum med hvide vægge og trægulv bliver det midtpunktet, og resten kan holdes roligt. Formaterne er som regel små til mellemstore, ofte omkring 100 × 150 til 150 × 250 cm, så det egner sig godt foran en lænestol, i børneværelset, i entréen eller hængt på væggen.

Et boucherouite tæppe fungerer også godt lagt oven på et større, roligt tæppe af jute eller ufarvet uld. Sådan får du farven og strukturen uden at skulle dække hele gulvet med mønster.

Støvsug forsigtigt uden roterende børste, og ryst mindre tæpper udendørs. Dup pletter med koldt vand og en hvid klud. Fordi tæppet består af mange slags stof, kan farverne reagere forskelligt på vand: prøv altid først på et skjult sted, om en farve smitter af. Overlad en grundig vask til en fagmand, der kender blandede materialer.